Grenaa Gademusiker Festival står ved en skillevej – vil du være med til at sikre festivalens fremtid?

I mere end et årti har Grenaa Gademusiker Festival fyldt byens gader med musik, liv og fællesskab. Hvert forår forvandler festivalen Grenaas gågader til en musikalsk festplads med små scener og lokale talenter – og kulminerer i en stor koncert på Kirketorvet, hvor hele byen samles.

Festivalen har i 11 år været en stor succes men står samtidigt ved et afgørende vendepunkt, da flere af de bærende kræfter, som har været i bestyrelsen fra begyndelsen, ønsker at give stafetten videre. Skal festivalen fortsætte og udvikle sig, kræver det nye hænder, nye ideer og nye ildsjæle.

Bestyrelsen, der i dag består af 6 engagerede personer, søger derfor nye medlemmer, der vil være med til at tage og udvikle festivalen til nye højder.

Grenaa Gademusiker Festival drives af Foreningen Grenaa Gademusiker Festival i samarbejde med en række lokale aktører – herunder Pavillonen, Djurs Musik og Event Forening, HandelGrenaa, Kulturskolen Norddjurs, Grenaa Gymnasium med Ungdomsunivers/Arresten og UngNorddjurs – med støtte fra Norddjurs Kommune.

Nye kræfter er afgørende for at sikre festivalen

Organisationen er velfungerende, og økonomien er sund. Men for at festivalen kan leve videre og fortsætte sin udvikling, skal vi være flere, der løfter sammen.

Vi søger frivillige bestyrelsesmedlemmer, der kan være med til at udvide styregruppen inden for følgende nøgleområder:

  1. Bestyrelses-/projektleder med økonomisk overblik, der kan samle trådene og sikre struktur i planlægningen.
  2. Samarbejdspartner- og sponsoransvarlig, der brænder for at skabe gode relationer og sikre støtte til festivalen.
  3. PR- og kommunikationsansvarlig, der kan fortælle den gode historie og drive markedsføringen i samarbejde med vores reklamebureau.

Vær med til at skrive næste kapitel

Grenaa Gademusiker Festival 2026 er planlagt til at blive afholdt den 22. maj 2026 såfremt at der kan samles den nødvendige organisation, som kræves for at planlægge og gennemføre arrangementet.

Vil du være med til at sikre, at musikken fortsætter i Grenaas gader – og at festivalen får en lys fremtid? Så kontakt Citychef Karol Fuks hurtigst muligt og senest medio november, for en uforpligtende snak om opgaverne og mulighederne.

Med venlig hilsen

Citychef Karol Fuks

Telefon 40 59 87 78

Nyhedsbrev

Vil du være blandt de første til at høre om spændende koncerter, udstillinger og events i Pavillonen i Grenaa? Tilmeld dig Pavillonens nyhedsbrev og få adgang til før-salg, rabatter og unikke oplevelser.