Foredrag med Sanne Salomonsen - brudstykker fra mit liv.

27. apr
kl. 19:00

Dørene åbnes kl. 18:00.

27. april
kl. 19:00

Dørene åbnes kl. 18:00.

Arrangementet er afholdt

Sanne Salomonsen står selv på scenen i et eksklusivt foredrag om sit eget liv.

Vi er stjernestolte af at kunne præsentere Sanne Salomonsen, der for allerførste gang vil fortælle om sit begivenhedsrige liv i et foredrag. Selv om vi skal holde afstand, inviterer sangerinden os helt tæt på i historien om sin spændende karriere.
Det har aldrig skortet på opfordringer, men først nu synes Sanne Salomonsen, at tiden er inde til at tage ud og møde sit publikum i øjenhøjde og berette om den spændende karriere, der begyndte da hun som 6-årig debuterede som elverpige i en tv-opførsel af balletten Elverhøj i 1962.
Siden har hun arbejdet bredt inden for dansk kultur, hvor hun har sat nogle gevaldige musikalske aftryk og har glædet millioner af danskere med adskillige plader i mange genrer og et utal af koncerter rundt om i hele landet. Hun har oplevet de meste, og arbejdet med de fleste, så der bliver nok at fortælle om. Og det er lige præcis dét, Sanne er klar til nu.

Hun fortæller: ”Jeg tror, det er sundt at åbne sig i en tid, hvor vi bliver bedt om at lukke ned og forskanse os. Vi skal holde afstand, ja, men vi kan godt komme tættere på hinanden, og derfor glæder jeg mig til at møde mit publikum på en helt anden måde, og hvor alt kan ske. Foredraget vil afhænge af publikum den enkelte aften. Selvfølgelig vil der være et skelet, som er mit liv og min karriere, men derfra kan det bevæge sig i alle mulige retninger. Nogle dage vil fokus måske være min opvækst og starten på min karriere, andre dage på mit sygdomsforløb; nogle vil blive meget musikalske, andre måske mere spirituelle. Én ting er dog sikkert: Der vil ikke være to aftener, der er ens.”

Det er ikke nyt for Sanne Salomonsen at holde foredrag. Som ambassadør for Hjerneskadeforeningen har hun talt mange gagne om sit eget sygdomsforløb, efter at hun i 2006 blev ramt af en blodprop i hjernen, og navnlig om kampen for at komme ovenpå igen. Hun elsker at fortælle, og historierne flyder frit fra hende, hvad enten de er sjove eller alvorlige, tossede eller eftertænksomme.
Igennem årene har hun arbejdet med snart sagt alle inden for dansk musik og underholdning. Hun har oplevet mere end de fleste – for selv om musikken har fyldt mest, har hun også spillet teater og musicals og været med i tv-serier og film.

Som regel står hun i spidsen for sit band eller er en del af et hold, men på den kommende foredrags-turné er hun solo. Ene kvinde på scenen. Det bliver intimt og nærværende; også som en reaktion på de mange Corona-restriktioner, der naturligvis også har påvirket hende, og som har været med til, at hun nu for allerførste gang vil fortælle om sit liv i et foredrag på denne måde.
”Jeg har optrådt flere gange under nedlukningen i år, og det har været en mærkelig oplevelse, for mens vi oppe på scenen må alt, må publikum i salen nærmest intet. Jeg vil hellere være i sync med mit publikum, mærke dem og lade mig rive med, derfor bliver det skønt at komme rundet i landet på denne måde. Og den manglende musik? Jamen, jeg ER jo musikken,” fastslår Sanne og tilføjer grinende, at hun jo altid kan synge, hvis et foredrag skulle stikke i dén retning. Det bliver en uforudsigelig, livsbekræftende og intim aften i selskab med en livsklog kvinde med et usædvanligt liv i bagagen.

Vi ses i Pavillonen

Centersalen Nummererede pladser

Dørene åbnes kl. 18:00.
Billetpris 200,- kr. / i døren 220,-

Kørestolsplads inkl. ledsager kan købes hos Pavillonen på tlf: 8632 1633


Se mere

Pris 200 kr

Sted Centersalen

Pladser Nummererede pladser

Arrangør Pavillonen