Foredrag: Pink Floyd The Wall

12. nov
kl. 19:00

Dørene åbnes kl. 18:00.

12. november
kl. 19:00

Dørene åbnes kl. 18:00.

The Wall: Murværk og mesterværk 40 år efter…

”We Don’t Need No Education,” lyder den grammatisk forkerte hookline, som er det brudstykke fra Pink Floyds “The Wall”, de fleste kender. Og den mundrette formuleringsfejl er langt fra den eneste modsætning i det værk, som er en af rockens mest konsekvente selvmodsigelser.

Hvordan gik det til, at Pink Floyd, et af hippie-tidens helt centrale bands, rundede 1970’erne af med en dobbelt-LP om svigt, egotrip, isolation, forfald og fascisme? Og hvorfor blev denne på papiret dybt ukommercielle idé til verdens bedst solgte dobbeltalbum?

Hvordan fik ”bandet, der nægtede at udgive singler” det allerstørste single-hit lige på kanten mellem 1970’erne og 1980’erne? Hvordan var verdens populæreste live-band blevet SÅ trætte af at turnere, at det blev nødvendigt at bygge en mur mellem band og publikum?

The Wall cementerede med 33 millioner solgte eksemplarer, at Pink Floyd var koncept-rockens konger, men ved overgangen til 1980’erne var bandet på sammenbruddets rand. Kørt ned af paranoia, udbrændthed og magtkampe, som i høj grad lignede det liv, The Wall-figuren, Pink, levede.

The Wall-murermesteren, Roger Waters, afsluttede i 2014 fire års turné med et opdateret sceneshow baseret på Pink Floyd-mesterværket, og tre gange var Waters i Danmark. På gode dage solgte Waters EN MILLION BILLETTER til forestillinger rundt omkring i verden. The Wall indfanger og fascinerer stadig nye årgange. Albummets sange og tekster har i årtier været fast musik- og engelsk-pensum i gymnasiet, og ved koncerterne mødtes tre generationer omkring Waters’ og Pink Floyds sange.

Thomas Ulrik Larsen går bag Muren i to tætpakkede timer, hvor historier, billeder, lydklip, video, musikanalyse og fortolkning tilsammen giver en unik oplevelse af et mesterværks tilblivelse.


Thomas Ulrik Larsen har mange musikjern i ilden: foredragsholder, sangskriver, musiker, underviser og musikjournalist. Thomas Ulrik Larsen sad i ekspertstolen i Go’morgen Danmark, da Pink Floyds mastermind, Roger Waters, opførte The Wall i Parken i 2011, og igen da Waters’ eks-kolleger udgav arkiv-musik på albummet ”The Endless River” i november 2014. Thomas var medvært samme måned i DR’s seks timers temaudsendelse, ”P6 Beat elsker Pink Floyd”.
Han har med soloprojektet, Lysår, udgivet tre anmelderroste album. Det seneste, ”Teknisk knockout”, udkom i august 2015.
Hans debut-turné som foredragsholder – med Pink Floyd’s ”Dark Side Of The Moon”-album som emne – var oprindelig begrænset til 25 optrædener men blev forlænget og bookes stadig.
Pink Floyd og Thomas Ulrik Larsen har mange år på bagen sammen. Thomas har flere gange haft bandet under lup, mens han studerede musikvidenskab på Københavns Universitet. I seks år var han kapelmester i det mest velrenommerede Pink Floyd-coverband i Europa. Thomas Ulrik Larsen har ved opførelser af The Wall i Danmark delt solistpartierne med Mikkel Lomborg, alias Hr. Skæg fra DR børne-tv.

Pavillonsalen

Unummererede pladser

Dørene åbnes kl. 18:00.
Billetpris 60,- kr. / i døren 90,- kr.
Billetpris for UNGBILLET - under 22 år i forsalg 30,- kr. Gyldigt ID medbringes.


Kørestolsplads inkl. ledsager kan købes hos Pavillionen på tlf: 8632 1633

Se mere

Pris 60 kr

Sted Pavillonsalen

Pladser Unummererede pladser

Arrangør Pavillonen